Den 24 indskibede Godset, dog lettedes Pompen ganske ringe. Denne Øe Kildin strekker sig fra Sønden til Vesten, og kan hav udi sin omkreds tre tydske mile, og er ikke af nogen beboet, uden af dem som kommer derhen paa visse Tider at fiske. Der er overalt høie Bierge og Klipper, dog at man dem vel bestige kan, og lader sig ansee at skulle være frugtbare af Græs og Urter; thi mange Steder, besynderlig i Dalene, var Jorden bedekket med visnet Græs, at det laae, ligesom man havde det med Vilie bestrøet med Høe, efterdi det ikke afhugges, da Findlapperne ei behøve det, saasom Rensdyrene opholdes ved Mos. Der laae mange Steder megen Snee, og var udi en Slette ved Fiskeleierne en fersk Søe, hvilken endnu laae bedekket med Iis. Paa den søndre Side haver dette Land et Birkekrat ved en halv Miil stort, og udi samme Krat findes mange Biørne og Ræver; oppe paa Klippen lod sig see hvide og sorte Ræver, hvilke aldrig af Nordfolket blive forfulgte, (som nogle bleve skudte af vort Folk); man ingen Fugle vare at finde, undtagen Ravne, smaa Falke, og et slags vilde Giæs, som de kalder Gerper, hvide med lodne fødder, uden nogle faa graae Fiere, de haver udi Vingerne, og de vare noget større end Agerhøns, og røde omkring Hovedet og Nebbet. Ved Strandsiden laae store Steenhobe af Kamp og Malm, og af natur saa trinde, som Kugler, baade smaa og store, at vor Capitain lod samle nogle baade fulde, han agtede at bruge til Steenstøkker, Der fandtes udi Flodemaalet allehaande Sølvsand, og skiøn Marmorsteen, som uden tvivl Søen havde brudt af Klippen. Der laae og mange sorte Proberstene, at man dermed havde kundet beladt nogle skibe. Medens vi her udi Havnen laae stille, kom fra Malmis to Giømmer med Rysser, som havde nogle Skind af Maar, hvide og sorte Ræver, Rensdyrhuder, ryske Handsker, og Hermelin. De havde ogsaa Rugbrød baget udi store Løver, som vare meget skiønne og trinde, paa vores danske Maneer. Finnerne (udi Legeret) havde Kone og Børn med sig, og hver deres Rensdyr og Slæde. Dyrene vare meget tamme, som Køer og holdt sig gemenlig paa Klipperne for Mos skyld. Der blev spurgt, hvorledes de torde vove uden Hyrde Rensdyrene oppe for Biørne og Ulve? svarede de, som sandt var, at Rensdyrene lettelig undløber, naar de fornam noget. Rensdyrene ere ikke større end smaa Hinder, men have ganske bredde Fødder, og knerker hvert trin, som de træder, ligesom de vare i sønder. Der findes de, som kan løbe 30 Mile om Dagen på Sneen (*1). De vilde Rensdyr ere meget større end de tamme, og er sortagtigere paa Couleuren, kan og meget bedre forsvare sig imod deres Fiender, Ulven og Biørnen, ellers er der ingen Forskiel paa dem. De tamme bruge de til Melk, Smør (*2)og Ost. Et Dyr kan hver gang malke en Pot Melk (*3) og det tre gange om Dagen. Naar de slagtes, tager Finnerne med Flid Spendesenerne, og bygger Fiskebaade med; thi de bruger ingen Søm dertil. Naar de stødes eller brydes, flikker de dennem, og setter Klamper derpaa,ligesom man kunde sye et Stykke Klæde paa et andet, og skieres samme Sener eller Snorer ind udi træet, at de neppe kommer tilsyne, i Besynderlighed uden til. Rensdyr-Slædene ere paa denne Maade. De ere lange og sielden mere end tre Siellandske Alen, to og en halv Quarter brede, dannede ligesom en liden Baad, dog alene spids for, og bred bag, tilhobesat af smaa stykker, hver bred som en Haand, og i Bunden spids paa en Haandbred. Dyret trekker med en Sele, som gaar imellem Benene under Bugen, og op til Halsen, som ogsaa regieres med en Tømmestreng. Paa denne Øe Kildin findes et slags Urter ved Havsiden, hvilken Finner og Rysser kalde Orpin, og er meget besynderlig at bruge for Skiørbug; Roden haver en Rosenlugt, og smager meget liflig udi Øl. Der voxer ogsaa i Mængde en anden, de kalder Bechla; og er den som nævnes paa Latin Pyrula, hvilken de læger Saar med. Der findes iligemaade et slags Saxifraga, som jeg ikke før haver seet af nogen beskrevet. Pastinak-Rødder voxer der i stor mængde, og smager fast sødere, end de man faar udi Haver. Det syntes af de Urter, som laae visne, at der maatte voxe allehaande besynderligt, hvilke endnu ikke vare grønne for Kuldens og Vinterens Skyld. Det ganske Land på Bjege og Dale havde meget Myrica og Hedenkrud, som er det første, der grønnes om Aaret.
Der Josaphat løb ind udi Havnen under Kildin, satte han dybet for nær, saa at Strømmen udførte ham, at han maatte gaae til Seils Dagen derefter, og søge Ankerhold en Miil neden for os; derfore laae vi og fortøvede, at han skulle komme til os
1) Her have de giort for meget deraf Thi 6 til 8 Mile er det høieste, man kan kiøre med en Reen; og skal det vel neppe bevises, at en Reen haver løbet la Mile
2) Vore nuværende Finner kieme ikke Smør af'Rensdyrmelk; men giør om Sommeren Oste deraf, og om Vinteren spise de den frossen.
3) Det gaar sielden over en Pæl.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar