Dagbogen har for dagene 16. og 17. maj 2 sæt indførsler efter hinanden. Det kan være forvirrende at læse i den form. Derfor er de 2 indførsler om den 17 samlede her. Det kan i øvrigt ikke udelukkes, at den ene indførsel i virkeligheden handler om d. 18. maj, jvor der ikke er nogen indførsel. Irriterende nok, så er der på same sted uorden i dateringen i Sivert Grubbes dagbog.
Den 17, saa det bister ud paa alle sider med Fog og Snee; dog blev det klart mod Middagen, og kom os nogle Rysser og Vildlapper om Borde. Rysserne havde et stort Rugbrød og et lidet Børste Flesk, hvilket de vilde forære vor Capitain til en Præsent. Det blev antaget, og de tracteredes med Alicanten-Viin, indtil den ene slæbte den anden bort. Dette Folk var den Ryske Bojar undersiddendes, og var neddragen af Landet, for at fiske under Lapland. Rysserne vare vel klædte af adskillige Farver, og havde lange Klæder med Ærmer, som hængte en halv Alen neden for hænderne. De havde Underkiortler, som lange Præste- Samarier, foret med Lammeskind; thi de bytter Graaverk bort for Lammeskind med de Engelske Disse havde ingen Buxer paa. Lapperne saa og meget armelig ud, og kom tre udi en liden Fyrreskoute, med en Hund og en Bøsse, da de gave for, at de vilde drage ud i Fieldene, at skyde Rensdyr, og bad om Krud og Bly, hvilket de bekom, og fik ogsaa deres Deel af Mød og Viin, som Rysserne. Deres Klæder vare af Rensdyrhuder, det Løiene udvendig, og havde ingen Linklæder paa. Kiortelen var dannet, som en stakket Samarie, og bunden under Livet med en Snøre. Deres Buxer vare og løiene, giorde som gamle Pigbroger. Naar de krøb paa Hænder og Fødder, kunde ingen andet kiende, end det var en Renskalv, og kunde formedelst deres Dragts skyld gaae allehaande Vildt meget nær. Imod aftenen ved 8 Slet skiød Vinden sig til Nordost, da fik Skipperen besked at løfte Anker, og gaae til Seil. Hermed drev det ene Engelske Skib, som blev tagen, på Victor, og maatte hugge sin Messans-Mast; siden drev det anden gang paa os, at vor Bogsprid kom udi hans store Hovedtoug, og var nær, at deres store Mast havde gaaet over Borde. Det Mers, som stod paa vor Bogsprid, gik i smaa Stykker,og nogle af de Engelske Hovedtoug; dog bleve de skilt ad uden videre Skade, at de kom til Seils. Efter dem giorde Raphael Seil, saa og Victor; men strax vi havde seilet ud i Veiret, blev det saa bistert, tykt og mørkt, at mange ikke vidste, hvad de derom skulde tænke. Men vi fik kort derefter Betydelsen at vide; thi Vinden skiød sig til østen, før vi kom vel ud af Havnen, og vi med stor nød kunde komme fra Klippen, fordi Veiret var meget skarp. Dog gik vi ud ad Søen, men drev flux med Vandet under Biergene, saa at der var slet ingen Raad eller Rum at vige mere, da vi saae alle Døden skinbarligen for Øinene, og vare hos to blinde Klipper, een paa hver side, og vidste ikke dennem at vige. Der maatte man see og høre megen Jammer paa hver Mand, og var det sidste Raad, at man skulde opkalde de to Engelske Skippere, som sadde udi Jern, om de vidste Løbet. Der de fremkom, saae de hvad forhaanden var, og som de derudi vare meget erfarne og kyndige, fik de strax Mersseilet at flyve, og lagde om, det meste mueligt var, og løbe imellem disse blinde Klipper og Skiær, og maatte saa lade gaae ind udi en Havn her hart hos, heder Tiberi. Samme Havn var liden, og ikke rommere, end til 6 eller 8 Skibe, laae imellem Klipper med et snevert Indløb, udi hvilket laae mange blinde Skiær, som vi bedre fik at see imod Morgenen, da Vandet var falden. Den havde først været funden af den ene Engelske Skipper, vi havde fangen, og findes ikke udi noget Søekort, ikke heller Oltin; thi han derudi hade forsatt et Skib. Vi indkom i denne Havn lykkelig, Gud være lovet, imellem 1 og 2
Den 16; og enddog det var om anden Dagen noget til Villie, raadde denne Engelske ikke at løbe ud, uden Vinden var reen for, hvorfor vi blev der liggendes
Den 17, og droge til Lands, og fandt Gangen over Klippen til en Dal, hvor der var et lidet Fiskerleie af Rysser. Husene eller Hytterne vare 4 eller 5, men Folket var ved 50 Mand. De førte vor Capitain med sit Folk ind udi en varm Hytte, og havde midt udi en trind Ovn, som en Bagerovn, og rundt omkring Stillinger, som de laae paa. De bare frem Brød, Smør og noget hvid Ost, som Tælle, giort af Rensdyr-MeIk, og skienkte vor Capitain en hvid Revbælg . Siden bød de sig til, at de ville lade os see deres Ringen, og fremkom 2 Par nøgne til Beltesteden, hvilke længe tumlede hinanden med stor Behændighed og Styrke paa Sandet; og der een af dem gav tabt, rakte han Haanden i Veiret, og skiltes ad. Vi laae saa i Havnen alt stille, indtil
Ingen kommentarer:
Send en kommentar